Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
ungdomspoet Jan 2016
kom med mig
bare bliv i nat
du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt
hvad forventer du at jeg skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du tager min hånd
og siger du har ændret dig
men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke
fordi for dig er det hele bare et spil
så bare forfør mig nu
for tiden har gjort mig stærk
jeg er begyndt at komme videre
jeg siger det her nu
du har haft din chance
og du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg var ung og forelsket
jeg gav dig alt hvad jeg havde
men det var aldrig nok
og nu vil du pludselig have kontakt
du ved jo godt at det er lidt for sent
gå hjem til din kæreste
jeg slipper dig fri
jeg elsker mig selv
du har et problem
men kom nu ikke og spørg mig om hjælp
for du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg kan elske med hele mit hjerte
jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give
men med en player som dig
der har jeg mistet troen
det er ikke den måde jeg skal leve mit liv
det er bare lidt for sent
det er bare lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
du ved jo godt at det er lidt for sent
llcb Nov 2014
Ivrighed efter indbegrebet af intelligens
bestræber de erhverv, som normalt var mænds

Vinter, forår, Sommer, efterår, endnu vinter
sprit, sprog, regression igennem sindets filter
Tid siver igennem som var det vand
men vand kommer igen, hvad tid jo ikke kan

Onomatepoetikon
hmmm... aflæses i sindets lektikon

Lidt for meget at nå
lidt for ekstremt at formå

Lidt for mange dage af de grå
lidt for få af de blå

Lidt for lange gange at begå
lidt for lidt søvn til at stå

-

Udmattelse er en del af at leve
Vil nogle dele?
jeg har vist fået det hele
og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen
- digte om papmachesind
Hazel Nov 2017
Jeg skriver portrætter med ord
og maler deres ansigter lidt på skrå,
for det er jo sådan de ser ud.
Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter.
Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt
EKSTRA!

Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet.
Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!

Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse.
Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
-Hazel
llcb Dec 2014
Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene
Jeg bandt dig i lænker med mine unikke øjne, og nu ligger du ved mine fødder bundet fast til afhængigheden af mig
Mine kys fortryller dig og nu kan du aldrig give slip
Du forguder min krop som var den rigdom
Helt blind for mit syge sind
Bundet om min lille finger svæver du rundt i atmosfæren
Mens jeg elsker mig selv og ikke dig
Det er magten og pengene der driver mit guddommelige legeme
For jeg er syg, og behøver dig som et fiks
Men om lidt er du skrald og nede i bunken af ligegyldighed
jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk
- digte om et papmachesind
drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind
Hazel Aug 2017
Et følelses barn
blot et følsomt barn
rækker ud efter lidt kærlighed.
Ingen ord danner kontakt. Kontaktløs.  
Egoisten, narcissisten, ved bare bedre, “barn”.!
Rejs dig ej, før alle måltiderne er fortæret.
Tørstig efter lidt opmærksomhed
og småsulten efter lidt varme.

Et følelses skarn
blot et følsomt skarn
bevæger sig ind på utrygge territorier
kun fordi de voksne havde glemt hvordan
“barn" har det.
De vidste bedst, og ved bedre
men de dannede mit sind, følsomt.
Så vrag, og grav i sandkassen, dybe huller dybe.
I var ej børn mens vi var, det er hele problemet.
-Hazel
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
anna charlotte Apr 2016
er det ik lidt pinligt
er det ik lidt trist
er det ik lidt kedeligt
er det ikke lidt søvndyssende
er det ikke super nederen at være dig
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
Jeg er helt alene og forladt,
når jeg er sammen med folk.
Gående mod strømmen
Når vi går i samlet flok.
Ensomheden gør at jeg er  
Hungrende kærlighedsliderlig
Savlende efter bekræftelse
I desperate forsøg, stadigvæk
Klamrende til dine mange -
Gamle beskedne beskeder.
Vi kender hinanden godt
Du ved hvem jeg er bedst
For engang var vi tætte - nu
Kan jeg virke lidt fremmed.
Selvom vores hænder matcher
Vores kroppe hører sammen.
Og vores hjerterytmer slår i takt.
I hvertfald lidt endnu.
llcb Dec 2014
Små ryst fra små skuldre, dybe suk af dybe tanker
Kender du mig overhovedet, som jeg kender dig?
eller skyldes det din transparanthed og min usagte besked

Din udlevelse af dine dyrebare familieværdier
men alligevel lever ødelagte døtre du uforsigtigt fortier
Kendskab til meget og kendskab til mange
men kendskab til egne er en foreviget giftslange

Du taler om intelligente, smukke, stærke individer
som efterlades med saltvandsfyldte hinder i årslange nattetider

Du elsker hende, du elsker ham, du elsker mig
Jeg hader hende, jeg hader ham, jeg hader dig

*** hader mig, han hader mig, du hader mig
det er hvad der sker når kærlighed dræbes af folk som du og jeg
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
llcb Dec 2014
Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.
andenrangs poet Sep 2014
jeg faldt (for dig)
en aften i december
lige ned i dine arme, faldt jeg
og luften føltes ikke længere
helt så kold.
vi så hinanden i øjnene
lidt for længe til at vi to
bare kunne være venner,
og jeg vidste
at du var den jeg skulle drikke
sød kaffe og plukke solsikker med.
men nu er jeg faldet over min kærlighed
og over mig selv og mit
sikkerhedsnet af dig er borte
jeg forstår ikke hvad det var
der var så forkert ved det jeg gjorde
så jeg er holdt op med at spørge
og renser desperat mit hjerte i sprit
for at det ikke skal blive betændt
men i mit indre brænder dog
et håb om at vi vil mødes igen
en aften i december
og vi vil se hinanden i øjnene
lidt for længe til det kan være forbi
og du vil falde (for mig) på ny
llcb Jan 2015
I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.
llcb Sep 2015
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
andenrangs poet Nov 2014
på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang
"you can't repeat the past? Why, of course you can, old sport!"
måske finder jeg dybden af alle de ord,
der bor i din mund så smukke, fordi det er dig
selv når du er stille og på afstand,
når din kropskontur er skarp og fin i samme billede,
tænker jeg, at jeg  er heldig lidt endnu
jeg siger det ikke til dig,
det er min hemmelighed,  som jeg kun deler
med dig på andre tidspunkter
de små plamager og spor af sindsstemninger
måske holder jeg af alle de små detaljer,
fordi det er dine små detaljer
Mariee Feb 2016
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
Astrid Andersen May 2015
Mange møder lige to timer senere
Sender trætte signaler ud i den travle by,
som ingen kan følge med i.
I byen, hvor alt alligevel starter automatisk op til en ny uge.
Uden hjælp fra de mange, der møder lige to timer senere.

Senere, udskudt, fortrængt, ligegyldigt.
Lige om lidt.
Lidt er ligegyldigt. Småt er ikke stort og lave forventninger er det samme som ingen. Der er brug for det bedste.
Bedre skal det være.
Men mange møder lige to timer senere, når det er en grå mandag og alt uden for dynen er koldt og ligegyldigt.
mine lunger er nok sorte nu,
for jeg fodrer kun mig selv med sort te og aske
hvis de sprætter mig op, og leger med mine organer,
ville det ikke være et syn for børnene nede i gården
huden hænger langs knogler som
var det på tilbud i det lokale supermarked
og det ville jo være nemmere hvis
jeg bare kunne sove lidt mere end
jeg plejer, så ville mine øjenlåg
nok ikke være så jordslået
mit hjerte er nok sort nu, for jeg fodrer det
kun med hvide vægge og dine uendelige
historier om dengang, det var onsdag,
og du glemmer ligesom alle andre,
jeg aldrig har været barn, og gudskelov for det
altid var jeg hende den voksne på
tolv år gammel nede på trappen
med en pakke cigaretter i hånden
og mærker på håndledet
- digte om onsdage
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Annesofie Olsen Jan 2015
Sløret sin 

Sløret syn 

Ved ikke hvad jeg skriver 

Ved ikke helt hvad jeg laver 

Jeg er fuld 

Drukket lidt for meget ***** 

Jeg lugter af røg

Jeg ryger for meget

Men jeg ryger jo ikke ? 

Eller jo 
Men overbeviser mig selv om jeg ikke gør 

Skriver til folk 
Som nok alligevel er lidt ligeglad med mig 

Jeg er træt

Vil sove 
I min egen seng 

Men ligger ihvertfald ikke i den
Skrev det her imens jeg var godt fuld
du gjorde mig til en
raffineret
udgave af det, jeg
lovede mig selv
aldrig at skulle være
satte hele tiden kaffe
over i et unøjagtigt
forsøg på at få tiden
til at gå lidt hurtigere
følte mig som en stum
skulptur, der blev
betragtet med nøgne
øjne og målt med blege
fingerspidser
af mennesker,
der aldrig sagde
deres navn
eller noget andet
ville ønske, du ville
erstatte mig og bare
se den anden vej
- digte om et papmachesind
andenrangs poet Oct 2014
søvnløsheden banker på
men braser ind uden tilladelse
og jeg ved hverken
hvad jeg skal gøre af
hænder
fødder
hjerne
hjerte
tårer
latter
sorg og glæde
sjæl og følelse
for post-depressionen bliver siddende lidt endnu
og den bliver siddende lidt for længe
til jeg er gennemhullet af savn og 7 års
post-depressioner
vi ses til sommer <3
spiser min tunge for at være
sikker på, jeg ikke siger noget,
jeg fortryder om lidt
du sidder på sengekanten med
dit højre ben under venstre lår,
ruller endnu en cigaret
siger du ikke er afhængig af
andet end blå mandage, og
jeg ved ikke hvilken dag det er
i nat
hvis champagne havde været
tøj, ville du være nøgen
hvis cigaretskodder havde været
mad, ville vi begge to være mætte
mine ankler er ømme af
kærlighed
mine fingre svider af frygt for,
de ikke kan gøre op for alt det,
jeg sjældent lader dig høre
jeg var kun et barn, da jeg
elskede dig
havde svært ved at
holde op
igen
- digte om et papmachesind
hvis jeg kan skære det væk fra
mine lår og blive bare få kilo
lettere, så jeg ikke skal pines,
når jeg går
åh,
det ville være noget af
en lettelse bare at være let
der står ikke nogen dér på
sidelinjen, der hvisker, du
skal presse lidt hårdere
men alligevel frister dine
fingre hinanden
og skriger
og tramper på venerne
og pludselig kan du ikke
finde dine håndled

hvis jeg kan binde silkesløjfer
langs hoften og gemme de der
velkendte dage væk, ville jeg
da gøre det, men hemmeligheder
er lavet af jord, og jeg smiler
kun, når jeg græder, og det gør
jeg jo ikke mere
men du må da gerne se på
mine negle i bussen, og du må
jo gerne fortælle mig historier
fra i tirsdags, men jeg vil ikke
love, jeg hører efter,  for der er
så mange, der taler på en
gang, selv når der er helt stille
og du slet ikke siger noget
- digte om et papmachesind

— The End —